Mathias Friis-Hansen

Slagtøj og komposition

+4528126307

 

 


Mathias Friis-Hansen (1977) er født i Gentofte og opvokset i Holte nord for København, i et hjem hvor musik og kunst fyldte barndommen. Han lyttede til klassisk musik og vinyler fra forældrenes pladesamling der også omfattede tidens musik ”Jeg lyttede virkelig meget til Beatles som barn. Derefter Stevie Wonder, i teenageårene funk og soul, derefter jazz, som jeg stadig hører meget”. 

 

Mathias var 8 år da han begyndte at spille trommer. Han kom hurtigt med i børneorkestret Mallet Babies hvor han via turneer i ind- og udland fik lov til at snuse til den professionelle musikverden. ”At være med i Mallet Babies var en god og sjov måde at blive introduceret til det at spille samme med andre. Vi legede musikken ind. Bent Lylloff var en meget inspirerende lærer, og med sit virke som daværende slagtøjsspiller i Kapellet og lærer, senere professor, på Det Kgl Danske Musikkonservatorium, var den professionelle verden fra starten tilstedeværende i min bevidsthed og den virkede meget attraktiv. Jeg kunne se at det at være musiker var - er- adgangsbillet til alverdens gode oplevelser”.

 

1997 blev Mathias optaget på Det Kgl Danske Musikkonservatorium (DKDM) i København og allerede året efter spillede han med Nordens mest prestigefyldte ungdomsorkester”

 

 ”Selvom det ikke havde min store interesse på det tidspunkt søgte jeg optagelse og kom med på turné med Orkester Norden i 1998. Turnéen åbnede en verden af oplevelser. Jeg mødte jævnaldrende der var passionerede omkring orkestermusikken og deres nørdede instrumenter, og det var nyt for mig”.

 

I 1999 søgte Mathias Friis-Hansen optagelse i Gustav Mahler Jugend Orchester som han, med Pierre Boulez som dirigent, turnerede med på de store europæiske festivaller. ”Min gode oplevelse med Orkester Norden gjorde, at jeg året efter havde lyst til at søge ind i Gustav Mahler Jugend Orchester (GMJO), og at være med dér var mere skelsættende for mig end Orkester Norden i sig selv”.

Repertoiret hos Gustav Mahler Jugend Orchester var de store, moderne værker for orkester fra det 20. århundrede.

 

Sideløbende med studierne og de internationale turneer grundlagde Mathias Friis-Hansen i 2000 PACE Percussion Trio, der i dag består af Mathias Friis-Hansen, David Hildebrandt og Mathias Reumert. ”Fra starten var målet udelukkende at spille egen musik, hvilket var og er usædvanligt i den klassiske verden. Vi ville lave koncerter der var ligeså veltilrettelagte som teaterforestillinger. Gennemkomponeret form, ingen noder, scenografiske og skuespilmæssige elementer. Første koncert blev godt modtaget og vi blev inviteret til Seoul Drum Festival allerede i oktober 2000, og igen i 2001 og 2002, hvor vi spillede til åbningen af VM i fodbold”. PACE Percussion Trio indledte samarbejder med forskellige andre musikere, f.eks. Marilyn Mazur og saxofonisten Thomas Agergaard som skrev musik til PACE Percussion Trio. Sidstnævnte udgav en CD med orkestret i 2010. De elektroniske musikere Thomas Knak og Anders Remmer arbejdede sammen med PACE Percussion Trio i 2007 hvor de bl.a. optrådte på Wundergrund festivalen. I 2009 var PACE Percussion Trio en del af Dansk Danseteaters Sommerballet på Bellevue Teatret og i de følgende år arbejdede orkestret sammen med Dansk Danseteaters leder Tim Rushton, blandt andet som del af en UK turné i 2011.

 

”For en musiker som mig er kammermusik noget af det sjoveste at spille. Tilbage i konservatorietiden var jeg med til at starte et 7-mands ensemble der hed Den 3. Vejs Kammerensemble. Den 3. Vej var en sammenslutning af musikere fra jazzverdenen, der prøvede kræfter med at komponere for en klassisk besætning. Vi spillede en del koncerter i København i årene 1999-2002.” Mathias Friis-Hansen har gennem hele sin karriere været med i talrige små kammermusiksammenhænge. Aktuelt er han medlem af Ekkozone, et nystartet ensemble, der ledes af Mathias Reumert. Ekkozone spillede en Steve Reich koncert på Roskilde Festivalen i 2013, blandt andet.

 

 

Mathias Friis-Hansen dimitterede i 2002 fra DKDM med diplomuddannelse fra orkestermusikerlinien og studerede efterfølgende Post Graduate solo/ensemble recitalist på Royal College of Music 2002-2003. Samtidig begynde Mathias Friis-Hansen internationale karriere at tage fart. ”I 2002 var jeg på turné med dirigenten Claudio Abbado (1933-2014). På det tidspunkt var han stoppet som chefdirigent for Berlinerfilharmonikerne og var ved at starte et nyt eliteorkester tilknyttet Lucerne Festivalen i Schweiz. På turneen med Gustav Mahler Jugend Orchester rekrutterede han et par unge musikere, heriblandt mig. Jeg blev således inviteret til at blive en del af et meget opsigtsvækkende nyt tiltag i den klassiske musikverden, nemlig et orkester udelukkede bestående af håndplukkede musikere. Jeg har været medlem lige siden og rejser hvert år i august til Schweiz og spiller med orkestret, som efter Abbados død er overtaget af andre superdirigenter, først Haitink og Nelson, fra 2016 Riccardo Chailly.

 

I 2004 blev Mathias Friis-Hansen fast medlem i Athelas Sinfonietta Copenhagen, der er Danmarks førende ensemble for moderne kompositionsmusik. ”Den musik står mit hjerte nær. I det forum spiller man de allermest krævende og udfordrende partiturer, hvilket jeg elsker. Ensemblet spiller i ind- og udland og er ofte med på de vigtigste festivaler for contemporary music rundt omkring”

 

De seneste år har arbejdet med at komponere musik fået mere og mere plads. I 2008 medvirkede Mathias Friis-Hansen som musiker i Dansk Danseteaters Reumert-vindende forestilling Labyrint, som spillede på Republique. I den forbindelse fik han mulighed for at prøve kræfter med at komponere musik til enkelte af forestillingens elementer. ”Tim Rushton opfordrede mig til at komme med et par bud på sound scapes. Jeg komponerede tre stykker, som alle blev brugt i forestillingen. Året efter hyrede Dansk Danseteater mig til at komponere musik til forestillingen Enigma, der spillede på Snorreloftet/Folketeatret. Musikken udgav jeg senere på CD sammen med musikken fra Labyrint”. I 2012 gæstede Dansk Danseteater Det Kongelige Teater med forestillingen Monolith og stykket End of Loneliness som Mathias Friis-Hanen komponerede musikken til og spillede live. Siden har forestillingen turneret internationalt med en båndet version af musikken.

 

Koreografen Tina Tarpgaard hyrede Mathias Friis-Hansen som komponist til den Reumert-nominerede forestilling On/Volt, der havde premiere i april 2014 og efterfølgende til forestillingen Tumult, der havde premiere i 2015. Samtidig komponerede Mathias Friis-Hansen musik til Dansekapellets forestillingen Nabo?, der havde premiere i April 2015 på Det Kgl Teater. Dansekapellet og Det Kgl. Teater afslutter deres 3-årige samarbejde med en stor forestilling i 2017, som opføres på Gl Scene. Mathias Friis-Hansen komponerer sammen med Henrik Goldschmidt musik til forestillingen.

 

Uddannelsen og tiden i England har givet Mathias Friis-Hansen en lang række internationale kontakter der gør det muligt at gæste de største internationale orkestre. ”Jeg har en del erfaring med at spille i symfoniorkestre i udlandet. Min uddannelse og kontakter i England, sammen med mit medlemskab af Lucerne Festival Orchestra, har ført til tilbud om trials i English National Opera, Bournemouth og Philharmonia og tilbagevendende invitationer til Konzerthausorchester og Mahler Chamber Orchestra.

 

Mathias Friis-Hansen har siden 2007 været ansat i Det Kongelige Kapel. ”I slagtøjsgruppen er der ikke noget hierarki, dvs. vi har alle samme job, i modsætning til i andre grupper hvor der er ”1.-solo spiller”, 2.-solo-spiller” etc. I praksis er vi således alle solospillere, eller det man i udlandet kalder co-principals”. I 2016 blev Mathias Friis-Hansen udnævnt til medlem af Det Kongelige Teaters daværende operachef Sven Müllers advisory board -  hvor han sad sammen med Simon Schelling, Tuva Semmingsen. Elisabeth Linton, Henrik Hartmann, Jens Hesselager, Jørgen Hansen, Kirsten Dehlholm, Kresten Schultz-Jørgensen, Lotte Heise, Mikkel Bogh og Morten Messerschmidt.

 

Mathias Friis-Hansen har siden 2010 været gift med læge Anna Friis-Hansen. Sammen har de tre børn.